Vælg den rigtige rollator
Det kan være svært at vide hvad man skal se efter når man første gang skal købe sig en rollator. Derfor har vi lavet en trin for trin vejledning, som du kan læse herunder.
1. Videoguide: valg af rollator
1. Videoguide: valg af rollator
Det kan være svært at vide hvad man skal se efter når man første gang skal købe sig en rollator. Derfor har vi lavet en trin for trin vejledning, som du kan se i videoen herunder. Udover vores video har vi også lavet en udførlig beskrivelse, som du kan læse ved at rulle lidt længere ned på siden.
2. Hvem har gavn af en rollator?
2. Hvem har gavn af en rollator?
Rollatorer er et af de mest udbredte hjælpemidler, og det skyldes i høj grad at både ældre og gangbesværede oplever en væsentlig forbedring af deres balance hvis de går med rollator. Både Gigtforeningen og Ældre Sagen anbefaler brug af rollatorer.
Hos LivetSomSenior.dk er vi eksklusiv samarbejdspartner med Ældre Sagen indenfor hjælpemidler.
Det er forskelligt hvor meget man bruger sin rollator. For nogle er den et uundværligt hjælpemiddel i hverdagen, mens andre kun bruger den af og til.
Fordi behovene er vidt forskellige finder du et omfattende udvalg af forskellige rollatorer i vores sortiment. Det store udvalg betyder også, at det kan være svært at beslutte sig for hvilken model der passer bedst. Derfor er du altid velkommen til at ringe til vores kundeservice på 70 40 40 24 for rådgivning.
For mange kan det være svært at vælge en rollator blot ved at have set et billede af den på computeren. Derfor har vi til hver enkelt model lavet en video-præsentation hvor vi gennemgår rollatorens funktioner. På den måde får du et langt bedre indtryk af hver enkelt model, så du kan få valgt den, som passer til netop dit behov.
Her finder du en guide, som kan hjælpe dig, hvis det er første gang du skal anskaffe dig en rollator.
3. Skal rollatoren bruges indendørs eller udendørs?
3. Skal rollatoren bruges indendørs eller udendørs?
En af de første ting du skal overveje er om du primært skal anvende din rollator indendørs eller udendørs. Nogle modeller egner sig til begge dele, mens andre rollatorer er designet specifikt til ét af de to formål. Her kan du læse om hvad der kendetegner indendørs og udendørs rollatorer.
Hvad kendetegner en indendørs rollator?
Hvis du kun skal bruge rollatoren indendørs er der tre forskellige ting, som vi anbefaler dig at være opmærksom på:
Sædet er udskiftet med en bakke
Mange rollatorer er forsynet med et sæde – men det er ikke nødvendigt når den bruges indenfor.
I stedet er det en fordel med en bakke, hvor telefon, kopper, avisen, briller og lignende kan ligges på.
Nogle af de rollatorer vi anbefaler til indendørs brug har kun en bakke, mens andre har et sæde,
hvor der kan klikkes en bakke oven på.
Bredden
Når en rollator skal bruges indendørs er det vigtigt at den ikke er for bred.
Hvis rollatoren er bred kan det være svært at komme gennem døre – særligt i ældre boliger, hvor dørene ofte er smalle.
Samtidigt er det sværere at komme omkring møbler og lignende.
Særligt i mindre rum som for eksempel toilettet eller køkkenet kan det være svært at vende rundt med en bred rollator.
En almindelig rollator har en bredde på 60–62 cm, mens en smal rollator til indendørs brug har en bredde på 54–55 cm.
Hjulenes størrelse
En indendørs rollator har små hjul. Det er en fordel med mindre hjul, da de kan dreje skarpere.
Derfor kan du nemmere komme rundt i hjemmet hvis hjulene er små.
Her ser du hjulene på Trust Lets Go, som er en af de rollatorer der udelukkende er lavet til indendørs brug.
Hvad kendetegner en udendørs rollator?
Når du skal gå med din rollator udendørs skal den kunne klare forskellige typer underlag og terræn. Derfor er det vigtigste på en ude-rollator hjulene og bremserne.
Hjulene
Ved inde-rollatorer anbefalede vi små hjul, men det modsatte er tilfældet når den skal bruges udendørs.
Store hjul kører bedre på underlag som grus, brosten og ujævnheder i vejen.
Det er især forhjulene som gerne skal være store – minimum 20 cm i diameter.
De rollatorer du finder i vores kategori med udendørs rollatorer har alle hjul der opfylder det krav. Nogle har desuden ekstra store forhjul, mens én rollator i vores sortiment er forsynet med store lufthjul både foran og bag på. Det drejer sig om Carl Oscar rollatoren. En rollator med lufthjul er meget behagelig at gå med, men til gengæld kan du risikere at punktere med den. Derfor har de fleste rollatorer faste gummihjul.
Bremserne
Når du går med en rollator udenfor er det vigtigt, at den har gode og solide bremser.
Alle rollatorer bremser på baghjulene, og de kan bremses på to forskellige måder:
- Ved at trække bremsehåndtagene op bremses rollatoren kun mens du holder håndtagene oppe.
- Ved at klikke bremsehåndtagene ned aktiverer du parkeringsbremsen.
Før vi tager en ny rollator i sortiment kvalitetstester vi den for at sikre, at den lever op til vores krav. Vi er autoriserede forhandler af alle rollatorerne her på siden – det er din sikkerhed for et gennemtestet produkt.
Rollator med sæde
En udendørs rollator har et sæde, så du kan holde et hvil mens du er på farten.
Afstanden mellem rollatorens skubbehåndtag er afgørende for hvor meget plads der er at sætte sig på.
Du skal derfor være opmærksom på at dine hofter skal kunne komme ned mellem skubbehåndtagene.
4. Sådan finder du den rette højde
4. Sådan finder du den rette højde
Det er vigtigt at du får indstillet rollatorens to skubbehåndtag til den rigtige højde. Det har både betydning for hvor god balancestøtte du oplever, og samtidigt forebygger du ryg- og skuldersmerter.
Heldigvis er det nemt at finde ud af hvilken højde skubbehåndtagene skal indstilles til. Du skal stå i normal, afslappet tilstand med armene ned langs siden. Når du står sådan skal du få en anden til at måle afstanden fra dit håndled og ned til gulvet.
Dén afstand er den højde, som du skal indstille rollatorens skubbehåndtag til.
På alle vores rollatorer på LivetSomSenior.dk er det muligt at ændre højden. Vær dog opmærksom på, at det er forskelligt fra model til model hvilket interval du kan indstille højden indenfor. Inde på hver enkelt model står det altid nævnt under ”Tekniske data”. Der kan for eksempel stå: ”Højde på skubbehåndtag fra 74 til 102 cm”.
5. Se efter hvordan rollatoren klappes sammen
5. Se efter hvordan rollatoren klappes sammen
Vi får ofte opkald fra kunder, som søger en sammenklappelig rollator. Tidligere var det nemlig ikke normalt at rollatorer kunne klappes sammen, men i dag er det standard. Derfor kan alle rollatorer du finder her på LivetSomSenior.dk klappes sammen – men der findes to forskellige måder det gøres på.
De fleste rollatorer kan klappes sidelæns sammen, hvilket er at foretrække. For det første er det nemmere og hurtigere, og for det andet betyder det, at rollatoren kan stå oprejst når den er klappet sammen.
Nogle modeller klappes ’forlæns’ sammen. Det betyder at rollatoren skal ligge ned når den er klappet sammen. På billedet herunder ser du forskellen på de to typer:
6. Hvilken betydning har rollatorens vægt?
6. Hvilken betydning har rollatorens vægt?
Et af de spørgsmål vores kundeservice ofte får er omkring vægten på en rollator. Det er nemlig forskelligt hvor meget rollatorer vejer. Vægten afhænger både af selve måden rollatoren er konstrueret på, og af hvilket materiale den er fremstillet i.
Når du går med rollatoren er vægten sjældent af afgørende betydning. Der er forskel på at gå med en let og en tung rollator, men det er i højere grad når der er brug for at løfte rollatoren, at vægten spiller en rolle.
Mange rollator-brugere vil gerne have muligheden for at lægge rollatoren i bagagerummet på en bil, så de kan tage den med sig – og i det tilfælde har vægten meget at sige.
De letteste rollatorer på markedet vejer omkring 5 kg, og de tungeste omkring 10 kg. Vægten hænger både sammen med materialet og prisklassen. I tabellen herunder kan du se inddelingen:
| Materiale | Prisklasse | Rollator-vægt |
|---|---|---|
| Stål | Billig | 9 – 12 kg |
| Aluminium | Mellem | 6 – 8 kg |
| Kulfiber | Dyr | 5 – 7 kg |
Under “Tekniske data” på hver enkelt rollator kan du se den nøjagtige vægt på modellen. Vi sælger flest rollatorer med en vægt på 7–8 kg.
7. Rollatorens design
7. Rollatorens design
Rollatorer kommer i mange forskellige designs og variationer. For nogle er designet meget afgørende for hvilken rollator de vælger, mens andre tillægger det mindre værdi. Det er derfor vigtigt, at du gør op med dig selv hvor afgørende designet er i forhold til rollatorens specifikationer.
8. Se efter tilbehør til rollatoren
8. Se efter tilbehør til rollatoren
Afhængigt af hvilken rollator du ser på findes der forskelligt tilbehør til den konkrete model. Ved nogle rollatorer medfølger noget af tilbehøret, mens det til andre rollatorer er noget du kan vælge at tilkøbe.
Ved hver rollator har vi beskrevet hvad der medfølger af tilbehør eller hvad du eventuelt kan vælge at tilkøbe. På tværs af de mange forskellige modeller findes der disse typer tilbehør:
- Stokkeholder
- Rygbælte
- Taske eller kurv
- Bakke til sædet
- Rejsetaske
- Regnoverslag
- Reflekser
- Lygter
- Flaskeholder
Hvis du ønsker at se alt vores tilbehør til rollatorer er det samlet på denne side. Bemærk, at tilbehøret i langt de fleste tilfælde skal passe til rollatoren. Hvis du ønsker at vide om et bestemt stykke tilbehør kan bruges til en anden model er du velkommen til at ringe til vores kundeservice.
9. Hvornår skal du vælge en rollator med underarmsstøtte?
9. Hvornår skal du vælge en rollator med underarmsstøtte?
Som du måske allerede har bemærket indeholder vores sortiment også en rollator med underarmsstøtte. Når man har behov for støtte ved armen er det normalt i forbindelse med f.eks. genoptræning efter operationer ved benene som gør, at man er nødt til at gå meget oprejst.
En underarmsstøttet rollator bruges altså primært ved genoptræning. Det er kun ganske få der har et permanent behov for denne type rollator. Har du fået konstateret gigt kan en rollator med underarmsstøtte være en fordel. Den giver for det første større aflastning mens du går, og derudover er belastningen i hænderne og håndleddene også væsentligt mindre.
Før du køber en rollator med underarmsstøtte skal du være særligt opmærksom på at den udelukkende er beregnet til brug indenfor. Højden gør nemlig at balancepunktet ligger noget højere end på en almindelig rollator. Derfor er den ikke egnet til brug på skråninger, og derfor kan den i praksis sjældent anvendes udendørs.
10. Ofte stillede spørgsmål om rollatorer
10. Ofte stillede spørgsmål om rollatorer
Hvordan får man en rollator?
Du kan vælge købe en rollator selv. Hvis du selv køber en rollator har du frit valg i forhold til modellen. Afhængigt af dit behov kan det også være muligt at få den bevilliget gennem kommunen. Det kræver en ansøgning hos kommunens hjælpemiddelafdeling, hvorefter en ergoterapeut vil vurdere dit konkrete behov.
Hvad vejer en rollator?
Vægten afhænger af materialet som rollatoren er fremstillet i. De fleste rollatorer er lavet i aluminium eller kulfiber. De vejer mellem 5 kg og 8 kg. Nogle modeller er lavet i stål og vejer derfor 10 kg.
Hvor bred er en rollator?
En indendørs rollator bør ikke være bredere end 55 cm, da den skal kunne gå gennem dørkarme. En rollator til udendørs brug er normalt 60 cm, men kan dog være bredere afhængigt af sædets bredde.
Hvad koster en rollator?
Prisen for en ny rollator ligger oftest mellem 1.000 og 3.000 kr. Prisen afhænger blandt andet af rollatorens vægt, design og tilbehør.

